Vederlagsfri fys.

Morbus Bechterew betegnes som en progressiv sygdom, og er derfor omfattet af vederlagsfri fysioterapi.

Formålet med den fysioterapeutiske indsats er at forbedre funktioner, vedligeholde funktioner eller forhale forringelse af funktioner.

 

Du har frit valg til at vælge, hvor du vil gå til vederlagsfri fysioterapi. På FOKUSKLINIKKERNE vil du imidlertid få vejledning og træning af en fysioterapeut, som har interesse og erfaring i sygdommen, og træningen vil i videst muligt omfang foregå på Bechterewhold. Dermed sikre du dig, at du får den bedste behandling.

 

Du kan problemfrit skifte til en FOKUSKLINIK, hvis du får vederlagsfri fysioterapi på en anden klinik. FOKUSKLINIKKEN kan hente henvisningen elektronisk på Henvisningshotellet. Imidlertid kan FOKUSKLINIKKEN ikke vederlagsfrit foretage en individuel undersøgelse af dig, før end der foreligger en ny henvisning efter udløb af den nuværende henvisning, som gælder i 12 mdr. fra udstedelsesdatoen.

 

Vederlagsfri fysioterapi til personer med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.

For at blive henvist til vederlagsfri fysioterapi til personer med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom skal personen opfylde alle følgende henvisningskriterier:

  • Din progressive sygdom (morbus Bechterew) skal give dig en funktionsnedsættelse. ”Funktionsnedsættelse er problemer i kroppens funktioner eller kroppens strukturer, som en væsentlig afvigelse eller mangel fra en normal funktion”. Det betyder at den skal begrænse din hverdag, og at der er ting, du ikke kan pga. sygdommen. (NB! En progressiv sygdom indebærer forudsigelig funktionsnedsættelse, derfor er det vigtigt at indlede fysioterapi tidligt selv ved lette funktionsnedsættelser for at forhale forringelse af funktionsnedsættelsen)
  • Tilstanden er varig
  • Diagnosen morbus Bechterew er stillet af sygehusafdeling eller speciallæge i reumatologi

 

Kan kun henvise til holdtræning, henvisning gælder i 12 mdr. og kan fornys hvert år.

Holdtræning kan foregå flere gange om ugen – også foregå i bassin.

 

Vederlagsfri fysioterapi til personer med svært fysisk handicap og morbus Bechterew.

For at blive henvist til vederlagsfri fysioterapi til personer med svært fysisk handicap skal personen opfylde alle følgende henvisningskriterier:

  • Man har et svært fysisk handicap (det er lægens vurdering, og som udgangspunkt betyder det, at du ikke kan klare et fuldt døgn på 24 timer indendørs uden hjælp eller hjælpemidler. Med hjælp menes, at du er nødt til at have hjælp af pårørende eller andre personer til f.eks. at tage tøj på, komme i bad eller lave mad).
  • Tilstanden er varig
  • Diagnosen morbus Bechterew er stillet af sygehusafdeling eller speciallæge i reumatologi

 

Kan henvises til både individuel behandling og holdtræning. Individuel behandling og holdtræning kan foregå på forskellige klinikker. Individuel behandling gælder 20 behandlinger inden for en periode på 12 mdr. Kan forlænges, hvis den behandlende fysioterapeut mener, at der er behov for dette og med accept af henvisende læge.

 

 

 

© Copyright 2015. All Rights Reserved.